Jeg blev for et år siden inviteret til at lave en udstilling i et af de to kobberbelagte tårne, Kulturtårnet, i København i februar 2019. Tårnet er rundt og i sig selv alt andet end et traditionelt udstillingsrum – og det lægger derfor op til en anderledes tilgang end det gallerirum, jeg er vant til.
Fra starten var jeg tiltrukket af at bruge koøjerne i tårnet, som med udsigten over Københavns havn, vandet og byen førte mine tanker hen mod det uangribelige, det flygtige – kombineret med larmen fra byen, der får tårnet til at dirre, en lyd, der minder mig om en rumlende vulkan. Netop vulkanen, jorden, der smelter, og de mørke farver, ledtes mine tanker mod vulkanens diametrale modsætning: den flygtige regnbue – og med den tanke kom regnbuens symbolik: Lykken er at finde forenden af regnbuen. Og det inspirerede mig.
Jeg ville omdanne Kulturtårnet; jeg ville sætte lys mellem trappetrinnene i regnbuens farver, jeg ville indsamle og lydoptage drømme og håb og lave folier til koøjerne med enkelte af disse udsagn. Jeg ville skabe et rum, hvor man tør drømme, og med den tanke i baghovedet tog jeg kontakt til Trampolinhuset, som er et medborgerhus primært for asylansøgere og flygtninge. Hvis nogen har drømme, tænkte jeg, måtte det være disse mennesker.
Men hvordan skulle jeg starte mit projekt? Min indgangsvinkel blev at forære Trampolinhuset kunstmaterialer til deres brugere, og at jeg til at starte med ville komme og tegne med børnene på stedet for at skabe en kontakt. Jeg lavede en aftale med en amerikansk frivillig på stedet, daværende childcare coordinator, Arqam, om at komme forbi en dag, hvor børnene havde mulighed for at blive passet i Trampolinhuset.
Jeg gjorde mig mange tanker. Hvad ville folk synes om, at jeg kom anstigende med farveblyanter og kunstneriske idéer og med en tro på, at jeg kunne gøre en forskel ved at give børnene tegneredskaber og min tid? Ville jeg tænde et håb, som ville blive slukket, i det øjeblik jeg forlod stedet, og ville børnene overhovedet tillægge mit besøg nogen betydning?
Jeg mødtes med Arqam, som fortalte om sin rolle i Trampolinhuset. Han havde ansvaret for at koordinere børnepasningen, som flere andre frivillige stod for. Der er blandt mange andre tilbud børnepasning hver tirsdag og onsdag klokken 13 – og jeg fik nu en plads, hvor jeg kunne sidde og tegne med børnene på stedet. Der var ikke mange børn. Man ved aldrig, hvor mange der kommer, fortalte Arqam, det afhænger af, om forældrene har mulighed for at komme fra de asylcentre eller udrejsecentre, eller hvor de ellers opholder sig. Nogle kommer tit, andre passerer flygtigt, og andre kommer aldrig igen.
Jeg havde lavet et godt forarbejde og havde i samråd med en kunstnerkollega fra USA printet en masse idéer til, hvordan man let kan gå i gang med at tegne med børn i alle aldre. Af de frivillige på stedet blev jeg gjort opmærksom på en lille pige på fem år, som stort set aldrig talte, hun slog de andre og havde det svært. Pigen kørte altid rundt på sin lille Hello Kitty-cykel og ville ikke hen og sidde og tegne. For at få hendes opmærksomhed tegnede jeg en Hello Kitty-kat på papiret og viste det flygtigt til hende, når hun passerede bordet. Det havde en effekt, og hun endte med at sætte sig ved siden af mig og tegnede en række meget hårde og abstrakte streger, som jeg tegnede videre på. Nogle af stregerne lavede jeg om til blomster, andre til sommerfugle. Hun smilede til mig. Der gik ikke langt tid, før pigen smuttede igen.
Jeg besøgte Trampolinhuset ad flere omgange og deltog tit i stedets housemeetings,som ligger hver tirsdag aften. Her kan brugere af huset fremlægge projekter, de kan tale om det, der bekymrer dem, for eksempel politiske beslutninger, der vedrører deres livssituation, planlægge den næste fest i huset – og en af de aftener, jeg deltog, talte man til hele mødet om en familie, der lige var blevet deporteret til Afghanistan. Til netop dette housemeeting fortalte jeg også om min udstilling i Kulturtårnet, Scaling The Rainbow,og om tankerne bag, og jeg fortalte at jeg ville optage dem fortælle – på dansk, så godt det nu lod sig gøre – om deres drømme og håb og dermed skabe en lydinstallation. Jeg søgte at sige, at de trods den ulykkelige situation, de befandt sig i, blev nødt til at blive ved med at drømme og tro på forandringer, og at jeg gennem udstillingen ville skabe et rum til deres stemmer, som ville blive afspillet i tårnet under udstillingen. Jeg fortalte, at jeg ville omdanne Kulturtårnet til en regnbue, jeg ville hente regnbuens farver ind i tårnet – og med den de store drømme.
Efter det møde kom en ung mand hen til mig og sagde, at han gerne ville tale med mig om projektet. Abbas hedder han, og han er politisk flygtning fra Libanon. Han er uddannet grafiker – og han er interesseret i kunst. Vi talte længe, og med levende øjne og kraftig stemme indtalte han sit håb i min mikrofon: ”Vi er født lige og frie, og jeg ønsker, at vi bliver ved sådan for evigt”.
Abbas bor på udrejsecenteret Sjælsmarken sammen med sin lillebror på 20 år. De er begge udvist og havde på daværende tidspunkt boet på Sjælsmarken i seks måneder. Abbas’ computer var blevet stjålet på centret, og det var derfor svært for ham at udleve drømmen om at blive dygtigere som grafiker. Jeg fik lyst til at give Abbas kunstmaterialer, og jeg fik hans mailadresse med henblik på at lave en aftale om, at jeg kunne besøge ham i Sjælsmarken. Jeg ville forære ham papir og blæk, så han kunne holde liv i sin kunst, og når jeg besøgte ham, kunne jeg danne mig et indtryk af stedet. Jeg havde som så mange andre svært ved at forestille mig Sjælsmarken …
Det var december måned og koldt, da jeg om min kollega ankom, og betjenten bag ruden ved hegnet spurgte uinteresseret, hvad vi skulle i Sjælsmarken. Jeg fortalte, at jeg er kunstner, og at jeg ville give Abbas materialer, så også han kunne udtrykke sig kunstnerisk. Med en stemme, som havde svært ved at trænge gennem den tykke rude, og et malplaceret grin, spurgte betjenten, hvad der dog kunne være interessant ved at lave noget kreativt derinde?
Abbas mødtes med os ved porten, og vi gik sammen langs kasernebygningerne hen mod det rum, han og hans bror bor i. Der var mennesketomt udenfor, og det lignede en filmkulisse. Vi tilbragte formiddagen sammen og talte om deres liv, som det var her i Sjælsmarken. Abbas fortalte blandt andet om deres nøglesystem i Sjælsmarken. Man får en sort polet, som skal oplades hver tredje dag. Glemmer man at oplade den og ikke er på sit rum, kan det hænde, at man ikke kan lukke sig selv ind. Det skete tit, at Abbas så folk vandre med bare tæer udenfor efter at have været i bad for eksempel, hen mod porten for at få de tilsynsførende til at låse ens rum op. Den fortælling inspirerede mig. Jeg forestillede mig en serie monotypier af de lave kasernebygninger, en lang sti med et forsvindingspunkt i horisonten, og en kvinde, der går med et barn i hånden, ned ad stien med hegn til begge sider for at hente en polet til sin dør. Selv trøstesløsheden kan inspirere, og det er en ambivalent følelse at fostre kunstneriske idéer på baggrund af den – og det er en ganske speciel oplevelse at gå ind i folks liv og så lade det blive til et kunstprojekt, sådan som jeg gjorde.
Lugten er stadig hos mig. Lugten af sengetøj, der ikke bliver vasket, sved fra unge mænd, der bruger dagene på at ligge i deres køjeseng. Den smalle gang og toilettet, som med dens gullige farve vidner om, at urinen ikke blev fjernet. Skiltene på toilettet viste, at her måtte man hverken urinere stående på brættet eller urinere ved siden af brættet. De skilte var sat forgæves.
Stilheden i rummet blev skiftevis afbrudt af høje bræklyde fra toilettet, af vores samtale og Abbas’ bror, Rohan, som spillede guitar. En tidligere beboer havde efterladt en gammel hullet guitar, som Rohan havde lært at spille på. Han spillede en stille sang, vi sad alle og lyttede, og jeg tænkte, at her sidder vi, så fremmede for hinanden, og krydser hinandens spor. Jeg ser muligvis aldrig Abbas og Rohan igen, og for at holde fast i fornemmelsen af ikke at forlade dem aftalte vi, at Rohan skulle øve nogle numre og spille til min fernisering i Kulturtårnet. Sidenhen fik jeg en mail fra Rohan, hvor han fortalte, at de begge har fået besked om, at de skal deporteres til et udrejsecenter i Tjekkiet, hvor de var, før de kom til Danmark, for derefter at sendes tilbage til Libanon.
Virkeligheden kom med ét på tværs af mit projekt. Jeg besluttede derfor at mødes med Rohan i Trampolinhuset og optog lyden af hans guitarspil, som jeg forestiller mig skal afspilles i Kulturtårnet til min fernisering, trods fraværet af den fysiske krop.
Det var svært at finde et sted i Trampolinhuset, som var stille nok, til at vi kunne optage lyden. I lokalerne er der juridisk rådgivning, undervisning eller møder, men rummet bag køkkenet var frit. Kaffen bliver brygget der, så af og til kom folk ind og hentede forsyninger – og i duften af kaffe optog jeg nu Rohans guitarspil og sang. Rohan kan godt lide pop og ville allerhelst synge popnumre. Men hvad med mit kunstprojekt og de tanker, jeg havde gjort mig om Rohans sang? Forsigtigt spurgte jeg, om han kunne nogle arabiske numre? Måske en godnatsang fra sin barndom? Udtrykket i hans ansigt fik mig hurtigt til at tale om noget andet. Min far er tysker, og jeg kunne da heller ikke nogen godnatsange på tysk, fik jeg fremstammet …
Rohan endte med at synge en fin arabisk sang om kærlighed. Kunstneren i mig var tilfreds. Men Rohans popnumre bliver også indflettet i lydinstallationen af respekt for ham – og for processen.
Og det er netop den; processen at lave denne udstilling, jeg er blevet mest beriget af. Jeg er gået ind på ukendte territorier og har lært en masse spændende mennesker at kende, men også deres umulige livssituationer – og for at holde fast i de kontakter, jeg har fået i Trampolinhuset, vil jeg arrangere mindre workshops i udstillingsperioden, hvor jeg vil invitere de frivillige børnepassere med børn til at komme ud i Kulturtårnet og skrive og tegne regnbuer. For hvad symboliserer regnbuen egentlig for dem? Og hvordan vil børn, som måske kun er i Danmark kort tid, reflektere over drømme og håb? Vil tankerne ændre sig, efter at de hører en masse stemmer til udstillingen fortælle om deres drømme? Og vil en drøm skrevet med rødt se anderledes ud end en skrevet med gult?
Bliver drømmene og håb helt slukket i Sjælsmarken? Ikke hos Abbas og Rohan. De prøver med de små ting, der er omkring dem, at vedblive at turde tro på, at alt bliver bedre, at de kommer videre og opnår gode ting i deres liv. Jeg håber, at for enden af regnbuenbliver skabt i februar måned i Kulturtårnet i København, og at alles drømme og håb bliver til virkelighed i fremtiden. Ikke mindst dem der findes i lugten på Sjælsmarken.
You’ve seen my descent, now watch my rising (Rumi)
Om Tina Scherzberg
Tina Scherzberg er billedkunstner. Hun er født i 1973 i Mülheim a.d. Ruhr, i Tyskland, men bor og arbejder på Frederiksberg.
Hun er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi og har i flere år været på residencies i Italien ved kunstnerduoen rosenclaire (Rose Shakinovsky og Claire Gavronsky).
Hun er repræsenteret hos Format Artspace og udstillet både internationalt og nationalt, bl.a. Malmö Konsthall og Den Frie Udstillingsbygning.
Tina Scherzberg er gift og har tre døtre.
