I 2017, 80 år efter Knippelsbros åbning, har det ene brotårn gennemgået en større renovering. Det irrede og ikoniske brotårn på Christianshavnssiden er blevet omdannet fra kaffestue for bropassere til et kulturhus for københavnere og turister.
Foreningen Kulturtårnet på Knippelsbro står for at åbne brotårnet op for offentligheden. Musikere, kunstnere og andre kreative sjæle inviteres løbende til at udstille og afvikle arrangementer i brotårnet. Samtidig giver foreningen de besøgende mulighed for at få et helt unikt overblik over Københavns Havn fra balkonen, der løber hele vejen rundt om brotårnet.
Kulturtårnet er støttet af Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg og Underværker – en Realdania-kampagne.

Brotårnet monteres
Opførelsen af Knippelsbro begyndte i 1934 og sluttede i december 1937, hvor de første biler fik lov at passere broen. De to kobbertårne blev støbt på B&W værftet på Refshaleøen og derefter skibet ind til Knippelsbro. Her blev de monteret med kran. I videoen bliver brotårnet på Christianshavn-siden (Kulturtårnet) sænket ned i betonsoklen, som er støbt til formålet.